Augustoprøret 1943

 

Augustoprøret er en betegnelse for urolighederne som lagde sig over Danmark i august i 1943. Befolkningen var imod regeringens måde at samarbejde med Tyskland på, og de viste det først i Odense ved at strejke, have demonstrationer og generelt uro i gaderne. Flere af Fyns byer kom også med, og derefter både København, Esbjerg, Aalborg og Århus. Den egentlige årsag til begivenhederne har også noget med tyskerne at gøre. Tyskland led nemlig en række alvorlige tilbageslag hen over sommeren 1943. Samtidig skete der det, at Hitlers allierede, den italienske Mussolini, som konsekvens af de vestallieredes fremrykning blev afsat 24. juli samme år.

 

Den konstante snak om de storpolitiske begivenheder påvirkede selvfølgelig Danmark. Folk rundt omkring i landet var overbevist om, at krigen snart var slut. Sabotageaktiviteten steg voldsomt. Danskernes mål var udelukkende virksomheder, der producerede og leverede til besættelsesmagten, men også jernbanerne som kørte forsyninger til Tyskland. Med de mange sabotager og den store modstandsbevægelse blev de store byer nærmest oprørslignende. Regeringen blev af besættelsesmagten presset til at gøre alt for at stoppe urolighederne. Men selv med hjælp fra fagbevægelsens ledelse og en masse arbejdsgivere lykkedes det atter ikke at bringe ro i de oprørte byer.

 

Mod slutningen af august blev det for meget for Hitler, som hjemkaldte sin rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best (1903-1989), til en alvorlig irettesættelse. Best blev sendt retur til København med et ultimatum dikteret af Hitler, som bl.a. krævede, at den danske regering erklærede undtagelsestilstand, forbød strejker og sammenstimlen, indførte natligt udgangsforbud, hurtigt arbejdende særdomstole og dødsstraf for sabotage. Partierne bag samlingsregeringen afviste kravene, hvilket regeringen bøjede sig for. Det danske svar til den rigsbefuldmægtigede blev derfor et nej. Regeringen, Rigsdag og kongen ophørte i deres respektive funktioner. De nedlagde så at sige arbejdet.

 

Den tyske reaktion på den danske afvisning var indførelse af militær undtagelsestilstand med anvendelse af de forholdsregler, den danske regering havde afvist. Om morgenen den 29. august 1943 blev det danske forsvar afvæbnet af den tyske værnemagt under kampe, der kostede 23 danske og 5 tyske soldater livet. Dele af flåden blev sænket af mandskabet eller forsøgt sejlet til Sverige, for at fartøjerne ikke skulle falde i tyskernes hænder. Størstedelen blev dog overtaget af den tyske flåde.

Den militære undtagelsestilstand blev betragtet som en alvorlig skærpelse af besættelsessituationen i Danmark og antydede, at Danmark nu skulle underlægges de skrappere besættelsesforhold, som herskede i andre lande. Besættelsesmagten valgte dog at afblæse undtagelsestilstanden seks uger efter. Den danske regering, Rigsdag og konge afstod imidlertid fra at vende tilbage i deres respektive funktioner. På vegne af den danske stat fortsatte departementscheferne i ministerierne den fortsatte statsadministration, men nu uden formel politisk ledelse.

 

I samtiden blev 29. august af modstandsbevægelsen hyldet som en stor sejr for modstandssynspunktet. Politikerne så derimod begivenhederne, der førte til regeringens afgang, som resultatet af en farlig eventyrpolitik drevet frem af antidemokratiske og systemnedbrydende kræfter, der i sidste ende kunne føre til en ultimativ ulykke for land og folk.