Tyskland efter krigen

 

 

Kort efter Hitlers død opgav Berlin. Hitlers efterfølger, storadmiral Dönitz, og hans regering blev arresteret, og Tyskland ophørte med at være en stat. De allierede lande overtog i juni 1945 alle regeringsbeføjelser i Tyskland. Der blev indsat militærstyre, og landet blev inddelt i fire zoner, som besættelsesmagterne (USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Frankrig) administrerede og styrede hver især.

 

Ved Potsdamkonferencen i august 1945 formulerede de allierede deres mål som afnazificering, afmilitarisering, dekartellisering af erhvervslivet og demokratisering af Tyskland for at forhindre, at landet igen skulle kunne udgøre en trussel mod freden. Tyskland skulle derudover også betale alle krigsskadeerstatninger.

 

I oktober 1945 indledte de allierede Nürnbergprocessen, hvor statens ledende mænd og institutioner dømtes for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

 

Under den kolde krig i 1945-1946 blev der sat stort spørgsmålstegn ved Tyskland. Hvilken side skulle landet tilhøre? Den store diskussion om dét, gjorde det umuligt at nå til enighed om en fredsslutning. I 1948 vedtog Vestmagterne, at der kunne oprettes en stat bestående af de tre vestzoner alene. Sovjetunionen trak sig herefter ud af Kontrolrådet, senere af kommandanturen i Berlin og de indledte i juni 1948 en blokade af Vestberlin. Dermed var det allierede samarbejde om Tyskland ophørt. Samtidig blev der indsat en valutareform i vestzonerne, der økonomisk og valutarisk delte Tyskland i to områder.